Vi er glade og stolte over at kunne dele, at Tønder Fjernvarmes nye administrationsbygning på Energivej 2 er blevet tildelt Tønder Kommunes Bygningspris i kategorien Erhverv.
Prisen er en anerkendelse af bygningens arkitektoniske kvalitet, funktionalitet og dens betydning for udviklingen af et moderne og bæredygtigt Tønder.
Den nye administrationsbygning samler Tønder Fjernvarmes administrative funktioner på én adresse og skaber optimale rammer for både medarbejdere og den daglige drift. Samtidig markerer bygningen vores fortsatte ambition om at være en central aktør i den grønne omstilling og levere fremtidssikrede energiløsninger til vores forbrugere.
Vi er både stolte og taknemmelige for, at kommunen har valgt at hædre byggeriet med årets bygningspris. Anerkendelsen er resultatet af et stærkt samarbejde mellem bygherre, rådgivere, arkitekter og de mange håndværkere, som har bidraget til projektets realisering.
`Det skal blandt andet blandt fremhæves, at bygningen med sit enkle og markante arkitektoniske udtryk løfter hele området omkring Energivej. Bygningen fremstår som et moderne erhvervsbyggeri, hvor funktionalitet, materialevalg og æstetik går hånd i hånd og skaber en attraktiv arbejdsplads med fokus på både medarbejdere og fremtidens energisektor.
Bygningen er opført med et enkelt og karakteristisk formsprog, hvor en markant stålbeklædt tag- og facadeflade omslutter bygningen som en “overfrakke”. Samtidig skaber lyse materialer, store vinduespartier og gennemtænkte løsninger lyse, indbydende arbejdspladser og et moderne udtryk, som afspejler Tønder Fjernvarmes værdier.
Vi vil gerne rette en stor tak til Tønder Kommune for anerkendelsen samt til alle, der har været med til at gøre projektet til virkelighed.
Fakta om byggeriet
- Ny administrationsbygning på 343 m²
- Garagebygning på 315 m² med plads til seks biler
- Opført i 2024-2025
- Bygherre: Tønder Fjernvarme
